Brorsonsminde den 24. februar 2009
Nu ved jeg hvad de snakker om
Af Teddy Gehrke
Husets egen anmelder
USA har i over 100 år leveret en hulens masse, som i grunden er overflødigt. Tænk bare på sådan noget som McDonalds, Fordbiler og Microsoft.
Men jeg har tilgivet dem. Første gange var under en live-koncert med CV Jørgensen i 1978, og anden gang var en småkold tirsdag aften i slutningen af februar, hvor støvregnen dryssede ned uden for vinduerne på Brorsonsminde. I begge tilfælde skyldes den betingelsesløse tilgivelse guitaristen Billy Cross, som spillede første gang i Danmark i 1974 i Huset i Magstræde og på Christiania. Så forelskede han sig i en dansk kvinde og siden i resten af landet, og nu er han blevet hængende.
Den mand er simpelthen Guds gave til guitaren, og midt i dette talenternes bankospil kom Lars Maasbøl dumpende ned som en sidegevinst medbringende en bunke akustiske guitarer. Han er for øvrigt fra Ribe. Cross og Maasbøl udgør totredjedele af bandet Everybody’s Talking, som gæster Brorsonsminde med to koncerter i denne vinter. Den sidste tredjedel af bandet udfyldes på fornem vis af Jimmy Colding. Ham kender de fleste ellers som frontfigur i Zididada, men i Everbody’s Talking kommer hans stemme i den grad til sin ret.
Musikalsk er det en stor, men velsmagende pærevælling af rock, pop, jazz, jazzrock, blues, skiffle og folk. Men det er ikke wannabees. De spiller numrene sådan, som de kan lide at spille dem. Pludselig spiller de Bee Gees i jazzversion, og lidt efter tonser de af sted med deres egen fortolkning af Pink Floyd-klassikeren Wish you were here. De tager helt pusten fra en, mens man tænker: Sådan har jeg aldrig fået den før.
Det var kort sagt en fantastisk aften med Everybody’s Talking. Nu ved jeg, hvad det er, alle de andre snakker om